Spanien: Arbejdsmarkedet gør landet syg


Livskvaliteten i Spanien er høj, men desværre er arbejdsmarkedsstrukturen med til at forringe tilværelsen for så mange mennesker, at ‘det gode liv’ ikke afspejles hos en stor del af befolkningen. Det er et af de eneste lande i verden, hvor arbejdsløsheden ligger på samme niveau som for 30 år siden. Det er det EU-land, hvor uligheden mellem rig og fattig i dag er størst. Og så placeres Spanien dårligere end Sydsudan og Zambia, hvad angår forholdene for de selvstændige erhvervsdrivende.

Mange ting har ændret sig i Spanien siden midtfirserne, men desværre gælder det ikke arbejdsløshedstallene, som i løbet af de seneste 30 år nærmest kontinuerligt har ligget over 20 procent. I dag står 22,56 procent af den aktive befolkning uden for arbejdsmarkedet – i 1985 lå tallet på 21,9 procent. Indimellem har der været gode år som i 2007, hvor arbejdsløshedsprocenten var helt nede på 8,6. Men desværre har Spaniens politikere aldrig formået at opbygge en funktionel arbejdsmodel, som har kunnet skabe positiv stabilitet.

Reform fra ’84 er en del af forklaringen

I begyndelsen af firserne befandt Spanien sig i en svær periode. Der var oliekrise, landet gennemførte landbrugsreformer, og flere immigranter kom til på samme tidspunkt, som kvinderne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet. Arbejdsløsheden steg støt. Og en tydelig mistillid til landets økonomi skræmte investorer og arbejdsgivere, der afholdte sig fra at ansætte på kontrakt. For at komme problemet til livs besluttede daværende statsminister Felipe González at gennemføre en arbejdsmarkedsreform, som skulle skabe mere fleksibilitet.

Det blev nu muligt at ansætte på korte, midlertidige kontrakter, og det genererede da også ved første øjekast mere arbejde. Fra 1984 og syv år frem blev der nemlig skabt 1,7 millioner nye midlertidige jobs, men desværre blev 1,4 millioner faste jobs erstattet i samme periode. De korte kontrakter blev hurtigt en integreret del af arbejdsmarkedet, og i 1993 bestod 4,4 millioner arbejdspladser således af midlertidige jobs, eller hvad der svarer til 30 procent af den arbejdsdygtige befolknings beskæftigelse.

Prisen for en mere fleksibel arbejdsmarkedsstruktur skulle dog blive høj – ikke mindst for arbejderklassen, som nu gik en usikker fremtid i møde. Arbejderens status og rettigheder blev nemlig forringede med reformen, og så skabte den en uheldig eftervirkning indenfor arbejdsmarkedet. Den nye fleksibilitet gjorde det nemlig attraktivt, og ikke mindst legalt, at benytte sig af ”brug-og-smid-ud-kontrakter”.
Og i dag er landets to største beskæftigelsesområder, bygge- og turistsektoren, baseret på denne praksis. Et stort problem, mener flere fremtrædende økonomer, som peger på, at det er med til at opdele samfundet i to ulige verdener.

Som professor i Økonomi fra det Europæiske Institut i Firenze, Juan José Dolado, udtaler til avisen El País: ”Den ene del af arbejdsmarkedsstrukturen minder om Hong Kong, og den anden del om Sovjetunionens højesteret.” Eksemplet bruger han til at forklare forskellen mellem de midlertidige arbejdere, som er nemme at afskedige, og de med en fast kontrakt, som nærmest ikke kan fyres.
”De midlertidige kontrakter er ikke dårlige som så. Problemet er den dobbelthed, de genererer på arbejdsmarkedet. De skaber forskel i forbindelse med den enkeltes levemuligheder,” forklarer han. Sagt på en anden måde, en stor del af den spanske befolkning kan ikke skabe sig en stabil økonomisk situation, hvorfor deres muligheder er meget begrænset.

Manglende fokus på eksport og ressourcer

En anden del af forklaringen på det haltende arbejdsmarked i Spanien er, at økonomien netop er bygget op omkring to ”usikre” sektorer (byggebranchen og turisme), hvor man især benytter sig af midlertidige kontrakter. Det gør, at landet og befolkningen er meget udsat i forhold til konjunktursvingninger på verdensplan, hvilket krisen i 2008 er et tydeligt eksempel på. Alt gik i stå. Byggeprojekter blev henlagt og hoteller lukkede på stribe, da kunderne, som også blev ramt af krisen, hverken havde råd til ferie eller investeringer i nye boliger. Tilbage stod Spanien med en stagneret økonomi og 2,7 millioner nedlagte midlertidige arbejdsplader (i alt 3,7 millioner færre jobs på hele arbejdsmarkedet).

Derfor burde man i stedet rette fokus på eksportsektoren og de mange ressourcer, landet ligger inde med. Modsat i dag hvor produktionen af fødevarer nærmest kun dækker den interne efterspørgsel. Som professor i Økonomisk Politik fra Universidad Autónoma de Barcelona, Josep Oliver, pointerer i førnævnte avis: ”Der er en strukturel effekt, som favoriserer de korte kontrakter og en institutionel ramme, som gør det samme. Men det vigtigste problem at fremhæve er, at Spanien ikke har eksporten som akse i økonomien. Man tager ikke den industrielle sektor alvorligt. Det er i dag en model baseret på en overflod af varer til den nationale efterspørgsel.”

For at Spanien kan komme de høje arbejdsløshedstal til livs, skal en grundlæggende strukturændring således til på to fronter. Først skal lovgivningen for de midlertidige kontrakter revurderes, og så skal der mere fokus eksport. Det første halvår af 2015 faldt arbejdsløsheden gentagene gange i Spanien, og det samme gjorde den efter en økonomisk solbeskinnet sommer. Spaniens statsminister, Mariano Rajoy, proklamerede derfor flere gange, at krisen nu var ovre.

Desværre tyder noget på, at det ikke er tilfældet for arbejdsmarkedet. For selvom arbejdsløshedstallet i dag ligger under de magiske fem millioner, så gemmer der sig en kedelig tendens bag de positive nyheder. De seneste tal fra 2017 viser, at 4.255.000 personer (58,78 %) står uden for arbejdsmarkedet. En betydelig forbedring siden 2013, hvor arbejdsløsheden toppede med 6.278.200 millioner spaniere uden job.

Tabel over arbejdsløsheden i Spanien

Tabel over arbejdsløsheden i Spanien.

Men selvom flere er kommet i arbejde, så er antallet af ”kvalitetsjob” på faste kontrakter dog faldet betydeligt. Ifølge EPA (National statistikbank i Spanien) har de midlertidige kontrakter og deltidsjobbene nemlig vundet markant mere indpas.

Der har været en stigning på lidt over 150.000 nye midlertidige kontrakter, samtidig med at flere fuldtidsjob på kontrakt er forsvundet (350.000 ca.), ligesom antallet af personer på fuldtid er mindsket med lidt over 400.000 stillinger. De faste fuldtidsstillinger er således blevet erstattet af deltidsjob på kontrakt eller midlertidige kontrakter, og dertil er der blevet nedlagt godt 100.000 arbejdspladser. Det betyder, at selvom arbejdsløsheden er mindsket, så bygger faldet på en stigning inden for job, der forringer arbejdsforholdene betydeligt for en stor del af befolkningen. I 2011 bestod 75,2 procent af alle job i Spanien af faste fuldtidsstillinger, men i tredje kvartal af 2015 var det tal faldet til 73,84 procent.

Der er altså kommet flere i arbejde, men desværre er de nye job af en ringere kvalitet, og så mindsker de samtidig arbejderens rettigheder.

Til regnestykket skal de selvstændige også nævnes, da der især de sidste fire år har været en betydelig stigning inden for den jobgruppe. For mange har det at etablere egen forretning været en måde at konfrontere krisen på, ligesom rabatten på Seguridad Social det første halve år også sat gang i hjulet. Siden 2011 er der kommet 101.000 flere selvstændige til, hvilket er positivt, hvis de også på lang sigt skaber beskæftigelse. Men desværre lukker mange igen, før de rigtig er begyndt.

De små selvstændige betaler også en høj pris

Spanien ligger på plads nr. 142 på det amerikanske erhvervsmagasin Forbes’ liste over lande, hvor det bedst kan betale sig at være selvstændig. Listen består af 189 lande, hvor Spanien bliver overgået af lande som både Sydsudan og Zambia, hvilket sender landet helt ned på et tredjeverdenslandes-niveau. Årsagen skal især findes i den månedlige kvote, de selvstændige skal betale til Seguridad Social, som uden rabatter minimum ligger på ca. 250 euro. Dertil kommer udgifter til IRPF (indkomstskat) og IVA (moms på 21 procent) samt andre løbende omkostninger. Som selvstændig i Spanien skal du således lægge godt 400 euro fra hver måned til staten, inden omkostningerne til de faste udgifter (revisor, løn, husleje etc.) betales.

For de mindre virksomheder er det en udgift, som får mange at dreje nøglen om inden for de første par år – hvis de ikke bevæger sig ind på det sorte marked i stedet for. I sammenligning med andre europæiske lande har Spanien således nogle af de dårligste arbejdsvilkår. I Frankrig og Portugal er det gratis at være selvstændig det første år. I Holland betaler de 50 euro årligt, men skal så selv indbetale til sundhedsvæsenet (100 euro om måneden). I Storbritannien skal de selvstændige lægge mellem 13 og 58 euro om måneden til de sociale ydelser, og tjener de under 7.775 pund (10.843 euro), er de fritaget fra at betale. I Danmark er det gratis at have en virksomhed, og den kan oprettes på internettet. Før du behøver at indberette moms, skal den årlige indtjening nå over 50.000 kr., men skatten skal betales uanset hvad.

For dyrt at ansætte folk på kontakt

Ønsker en virksomhed i Spanien senere af udvide staben af medarbejdere, kommer der endnu flere og høje udgifter. Her skal virksomheden betale knapt 40 procent af, hvad der svarer til medarbejderens løn til Seguridad Social. Det vil sige, har virksomheden en ansat, som får 2000 euro i løn, skal der lægges godt 800 euro oveni, til den sociale sikring. En kvote, der er med til at bremse for ansættelser på fast kontrakt.

Dertil kommer også, at virksomheder kan komme i knibe, hvis de først ansætter en medarbejder, og senere må erkende, at det ikke fungerer. For det at afskedige en medarbejder på kontrakt kan ende med at blive en meget dyr forretning. Det skyldes, at man som virksomhedsejer skal efterbetale en sum penge i godtgørelse for en fyring kaldet finiquitos, hvis fyringen ikke sker grundet disciplinære årsager.

I dag optjener en medarbejder ca. 30 dage om året, som er de dage, en person får i ”afskedigelsesløn”. Det vil sige, tjener medarbejderen 100 euro om dagen og har været ansat i fire år, så skal 30 dage ganges med 100, hvilket så skal ganges med fire = 12.000 euro. Det er prisen virksomheden skal betale for fyringen. Et stort problem for flere virksomheder under krisen, hvor mange ellers veletablerede virksomheder blev slået ud af afskedigelseslønnen. Konsekvensen er desuden, at det giver medarbejderen incitament for at fremprovokerer en fyring, da det kan betale sig økonomisk.

Udfordringer er der således nok at tage fat på for Rajoy. Og tiden må vise, om han og regeringen formår at skabe de fornødne ændringer som kan forhindre, at 20 procent af Spaniens arbejdsdygtige befolkning om 30 år stadig står i venteposition i jobkøen.

Spread the word