Arbejdsløses liv i Spanien

Arbejdsløses liv in Spanien

I Spanien findes over 4 millioner arbejdsløse. Der er akut brug for effektive reformer og nye politiske visioner, som kan rette op på det dysfunktionelle system. Flere led i kæden fra lovforslag til arbejdet på gadeplan er nemlig hoppet af, hvilket sætter en stopper for de ellers mange positive udviklingsmuligheder, der er at finde i de spanske autonome regioner.

På ”arbejdsformidlingen” IMFE (Instituto Municipal para la Formación y Empleo) i Málaga mærker de helt konkret systemets sammenbrud, og politikernes manglende forståelse for den situation, de arbejdsløse befinder sig i. ”I 2012 blev den seneste arbejdsreform indført, men desværre har den skabt betydelige ændringer inden for systemet, som ikke fungerer” fortæller afdelingsleder i IMFE, 50-årige Joaquín Artacho Campaña.

Reformen fratager arbejderen rettigheder

Da Mariano Rajoy indtog statsministerposten i november 2011, fulgte en del systemændringer med. En af de omfattende reformer, som blev gennemført, var inden for arbejdsmarkedet, hvor nye lovændringer skulle sætte gang i hjulene. Med reformen blev det blandt andet nemmere og ikke mindst omkostningsfrit for arbejdsgiverne at afskedige nye medarbejdere inden for det første år. På samme tid blev afskedigelseslønnen også reguleret, så en eventuelt fyring generelt blev billigere. Her henvises til de såkaldte finiquitos*, hvilket kan gøre en fyring til en stor omkostning. Reformen skulle ifølge PP (Partido Popular): “skabe flere arbejdspladser, da virksomhederne nu bliver motiveret til at ansætte nye medarbejdere modsat tidligere, hvor det har været for dyrt og besværligt at afskedige medarbejdere.”

 

Prisen for de nye ændringerne måtte arbejderne betale. Og de gik nu en usikker tid møde. Reformen gjorde det nemlig ikke kun nemmere at fyre medarbejdere, men skabte også omfattende forringelserne i arbejderens løn og rettigheder. For at skabe fleksibilitet inden for arbejdsmarkedet muliggjorde reformen, at virksomhederne også kunne forhandle løn med den enkelte medarbejder i stedet for med tillidsrepræsentanter eller fagforeninger.

Med risiko for at blive fyret, eller med trusler om samme, indgik mange spaniere således lave lønaftaler, som har efterladt dem med umulige levevilkår. På trods af regerings gode intentioner, spekulerede flere eksperter derfor i, om regeringen i virkeligheden ønskede at sænke lønningerne og dermed skabe en intern devaluering, så de spanske virksomheder blev mere konkurrencedygtige. Som Julia López, professor i Arbejdsret fra Universitat Pompeu Fabra, Barcelona.

”De basale rettigheder er ikke blevet ændret, men der er blevet skabt en gråzone, der i stadig højere grad udvisker normer og konventioner anerkendt af ILO (International Labour Organisation),” udtaler López i et interview fra 2014, og tilføjer:
”Det er en fejl at fastholde troen på, at konkurrencedygtighed skabes gennem nedskæringer i lønningerne.”

Den betragtning er Clemente Pignatti, økonom og forsker fra ILO, enig i og forklarer det sådan i et svar på mail:
”Reformen fra 2012 sigtede med rette mod at bryde arbejdsmarkedspolariseringen og opfordre til at hyre arbejdskraft i krisetider. Men selvom det ser ud til, at reformen har haft en positiv effekt på den generelle jobskabelse i Spanien, så er den største svaghed inde for det spanske arbejdsmarked (de midlertidige job) fortsat ikke blevet behandlet. Eksempler fra andre lande viser, at forringelser i arbejderens rettigheder, for at komme arbejdsmarkedets problemer til livs, er forfejlet. I stedet burde reformen forbedre arbejdernes muligheder for ansættelse (aktiv arbejdsmarkedspolitik) og udligne manglerne inden for de ansattes muligheder som kollektiv lønforhandling, social sikring, etc.”

Reformen gør det således til den enkelte lønmodtagers ansvar at hive de fornødne euro i land, og bliver prisen for arbejdet sat for højt, står en kø af kvalificeret arbejdskraft klar til at skænke prisen. Sammen med den nye ”prøveperiode” på et år, hvor den sociale sikring (Seguridad Social), der træder i kræft, hvis en person bliver arbejdsløs, også er sat ud af spillet, står arbejderen således tilbage uden sikkerhedsnet overhovedet. I Spanien er de dagpenge, du får udbetalt, nemlig knyttet til medarbejderens tid i virksomheden. Og her skal du have været ansat et år, før du begynder ”at spare” op til den sociale sikring.

Eftervirkninger og den svære tilværelse

Stadig flere personer befinder sig derfor i en håbløs situation, hvor de ingen hjælp får overhovedet. Ifølge de seneste tal fra Ministeriet for Arbejde og Social Sikring (Ministerio de Empleo y Seguridad Social) ligger andelen af arbejdsløse, som modtager en form for økonomisk støtte, på lidt over to millioner personer.

 

Altså er det kun halvdelen af Spaniens godt 4,8 millioner arbejdsløse, som får økonomisk hjælp. De resterende må selv finde midlerne til overlevelse. Derfor udfører mange sort arbejde eller er afhængige af de maduddelingsboder og nødhjælpsorganisationer, som støtter de fattige familier i landet.

”Som arbejdsløs kan du være på dagpenge i maks. 18 måneder i Spanien. Herefter er der forskellige former for økonomisk hjælp, som du kan søge, hvis du eksempelvis er over 45 år, over 55 år, er enlig mor, under 25 år etc., men her er hjælpen i gennemsnit på ca. 400 euro – altså nærmest ingenting,” fortæller Joaquín Artacho Campaña fra IMFE.

Gennemsnitsudgifterne for en enkelt person i Spanien er estimeret til at ligge på omkring 800 euro om måneden, hvis der kun er tale om udgifterne til husleje og mad. Dertil skal så medregnes transportudgifter, forsikringer og diverse ekstraudgifter, hvorfor det reelle tal nærmere sig 1200 euro for en værdig tilværelse i Spanien.

 

Store dele af befolkningen tjener dog langt under det beløb. Og næsten 30 procent af af borgerne befinder sig på fattigdomsgrænsen med en gennemsnitsløn på 663 euro om måneden. Mere end 3,2 millioner betegnes som værende i svær fattigdom med en indtægt på blot 332 euro om måneden. Og mere end 11 procent af den spanske befolkning kan ikke betale basale udgifter til varme og lys.

Det er ikke kun økonomisk, at de lave lønninger og den omfattende arbejdsløshed påvirker de spanske familier. Også socialt har det store konsekvenser, da de hårde levevilkår bringer eftervirkninger med sig som vold, skilsmisser, overvægt, selvmord og kriminalitet, der bliver fremprovokeret, fordi ingen i familierne har overskud til, eller mulighed for, at ændre den trange situation. Flere par bor derfor også sammen efter endt skilsmisse eller brud, da de ikke kan klare en husleje alene – slet ikke hvis der er børn involveret.

System på stand by spænder ben for udvikling

En anden eftervirkning af arbejdsreformen er, at den aktive arbejdsmarkedspolitik nærmest har været stagneret i de sidste fire år. Det har personer som Joaquín Artacho Campaña især kunnet mærke.
”I Spanien fungerer det sådan, at regeringen giver pengene til de autonome regeringer, som har ansvaret for at fordele dem til de forskellige kommuner og kontrollere, at de går til de rette formål. Men i dag bliver regionernes pengepulje til jobskabelse reguleret i forhold til resultater. Det vil kort sagt sige; ingen positiv udvikling, ingen penge. Mange lokalregeringer, som eksempelvis Junta de Andalucía, har ikke pengene til nye investeringer, og så er der heller ingen fremskridt – og uden ny udvikling, får de ingen hjælp fra regeringen. Det har skabt et kollaps inden for den aktive arbejdsmarkedspolitik, hvor alle de jobskabende projekterne er gået i stå. Det er en ond cirkel, som, forudsigeligt, har ført til lukningen af flere uddannelsesinstitutioner, hvor pengene simpelthen er sluppet op,” fortæller Campaña.

De ellers så gode jobskabende projekter lukkes derfor ned, da pengene går til andre udsatte sektorer som hospitaler, skoler, ældrepleje, etc. Og når valget står mellem at investere i jobskabelse eller i hospitaler er der ingen tvivl om prioriteterne.
Hos IMFE i Málaga er det et stort problem, da det gør det svært, at få tingene til at hænge sammen. Et af de gode projekter, som er blevet sat på stand by, er eksempelvis de såkaldte “skoleværksteder” (Escuelas Taller), hvor unge under 25 år kan komme i lære som tømmer, mure, etc. Et kursus bestående af seks måneders skolegang og seks måneders praktik, hvor de arbejder på projekter rundt omkring i byen. Og efterfølgende ofte ansættes hos det firma, de har været i lære hos.

Et andet eksempel på det nedbrudte system er i forbindelse med et nyt tiltag, som skal skabe en form for virksomhedspraktik. Her har regeringen bedt de autonome regeringer om at indføre det nye system, men i tilfældet med Andalusien trækkes sagsbehandlingen i et bureaukratisk langdrag, da der ingen penge er i kassen.

”Før et forslag fra regeringen bliver implementeret i de forskellige kommuner, skal det også behandles i de regionale regeringer, og ofte ender det der. For det er den perfekte undskyldning for at trække sagen ud, indtil der er penge igen,” siger Campaña og tilføjer:
Det er det, som sker i øjeblikket med den nye virksomhedspraktik. Vi har ventet i meget lang tid på penge fra Juntaen, men ”sagen er fortsat under behandling”, siger de.”
Desuden kan Joaquín Artacho Campaña fortælle, at det ikke kun er det at få pengene og projekterne fra A til B, som er med til at nedbryde systemet, men også den utilstrækkelig kontrol med regnskaberne.

”For et par år tilbage blev et lignende projekt som ”virksomhedspraktikken” indført. Men det var alt for nemt at snyde med regnskaberne, hvorfor virksomhederne lavede falske ”elev-aftaler”, som de så modtog penge til at finansiere. Og problemet er, at der heller ikke er midler til at kontrollere systemet, hvilket gør det både muligt og nemt at lave svindel.”

Nøgleordene er således målrettede reformer, ikke mindst på det administrative område, hvor systemet fejler stort. Der er ikke rigtig nogen effektiv kontrol med de arbejdsløse, ligesom det kan tage flere måneder at få godkendt projekter og andre forbedringer, da papirerne skal igennem så mange instanser. På gadeplan efterlades personer som Joaquín Artacho Campaña, der i hverdagen kæmper for at få enderne til at nå sammen, og som blot har et ønske:
“Det ville klæde politikerne at lytte til os, der sidder med de arbejdsløse til hverdag, i stedet for at indføre flere ubrugelige reformer.”

Om Spaniens kommende regering formår at løse opgaven, må tiden vise. Og indtil da må de arbejdsløse væbne sig med tålmodighed og håbet om en lysere fremtid.

*(Dokument som underskives af begge parter ved ophørt samarbejde, hvor virksomhederne skal betale afskedigelsesløn til den tidligere medarbejder.)

Spread the word